I terapi for hælspore

I de sidste 3 uger har jeg opholdt mig i Italien. Jeg besluttede simpelthen, at jeg skulle væk. Væk fra trummerummen her. Væk fra de sure miner, jeg altid møder på arbejdet. Væk fra det sure sommervejr.
Det har været den helt rigtige beslutning, jeg tog. Jeg har fået energi. Jeg har lært at være helt ligeglad med al den jammer og alle de beklagelser, jeg hører om, hvor svært det er at være dansker. Jeg har vandret i de norditalienske bjerge. Dolomitterne. Det har været utroligt smukt. Jeg har fået nogle naturoplevelser som kun meget få danskere under sig selv. Og jeg er faktisk ret stolt af, at jeg kunne klare at vandre hver dag i 3 uger.

Min hælspore

Jeg må nemlig indrømme, at jeg var lidt bekymret (jamrer jeg?) over den hælspore, som jeg havde for nogle år siden. Jeg fik den, fordi jeg simpelthen gjorde for meget med at gå og vandre i de danske skove. Det tog mig ret lang tid at komme af med hælsporen, så mit projekt med at vandre i Dolomitterne var lidt risikabelt. Jeg fik kæmpestor hjælp fra min fysioterapeut dengang: https://copenhagenphysio.dk/
Heldigvis havde vi, der deltog i vandreturene, en superdygtig guide, som også var meget hensynsfuld. Han vidste godt, hvad en hælspore er. Fortalte mig, at han selv har døjet med sådan en i lang tid. De andre i gruppen, som jeg vandrede sammen med, var også meget søde og hensynsfulde. Én af dem – en sød mand fra Spanien - se mere havde også haft hælspore for mange år siden. Han går stadig med et særligt indlæg i sin sko. Han var i øvrigt ikke kun sød. Han havde en humor og en måde at tackle lidt anstrengte situationer på, som fik alle til at smile – hvis ikke at grine højt.

Spændende

Vores guide var virkeligt dygtig. Han fortalte os ikke kun om geologien – om kalkformationerne mv. Han var næsten også en habil botaniker. Vi lærte meget om planterne og om, hvordan naturen regenererer sig selv i områderne, som vi vandrede i. En dag var vi også rigtigt heldige at se spor efter en brun bjørn. Vi så ikke selve bjørnen, men vi så en række sten, der ligesom var blevet vendt op fra underlaget og gennemsøgt for insekter eller andre godter til bjørne. Meget spændende. Næsten som i de der westerns, man ser i tv, hvor en eller anden person helt uventet står overfor en stor bjørn.
Og ja, vi så også en ørn. Urimeligt flot, hvordan den svæver i de tyndere luftlag.

Det gik bare godt

Jeg har taget utroligt mange fotografier på min mobiltelefon. Forskellige steder i Dolomitterne. Selvom det kun er naturbilleder – meget, få er med mennesker på – så kan jeg huske helt præcist, hvor hvert enkelt billede er fra, og hvad vi oplevede lige præcist der og på den dag.

Efter min hjemkomst har jeg så været lidt bekymret igen for at få smerter i hælen igen, fordi jeg ikke går så meget som i de sidste 3 uger. Men heldigvis. Det lader ikke til, at der er en hælspore, som jeg skal døje med igen.